The natural choice
Tibnor er mere end blot en stålleverandør
Tillid, ærlighed og tæt dialog er blandt hovedingredienser i et unikt samarbejde mellem Hydrema og Tibnor, der rækker mere end 40 år tilbage. I dag er Tibnor en betroet samarbejdspartner, der gennem rådgivning og stort produktkendskab er med til at optimere forretningen hos den verdensførende producent af entreprenørmaskiner.
I mere end 40 år har nordens førende ståldistributør Tibnor været betroet samarbejdspartner for den anerkendte producent af entreprenørmaskiner Hydrema. Da Hydrema i 2019 ønskede at styrke sit leverandør-setup, var man derfor ikke sen til at tilknytte Tibnor som totalleverandør på alle stålvaregrupper. Og det er en beslutning, man ikke fortryder i dag.
- Da vi tog de første skridt mod at bruge Tibnor som totalleverandør, var aftalen at lægge alle kortene på bordet fra dag ét, og det blev en fantastisk forudsætning for vores fremadrettede samarbejde. Der er ganske enkelt ikke nogen, der kan konkurrere med det setup, vi har hos Tibnor, som er drevet af åbenhed, tillid og dialog – både når det kommer til, hvad der går godt og hvad der går mindre godt, fortæller Group Purchasing Manager hos Hydrema, Marianne Frank Mogensen.
Konkret har det tætte samarbejde mellem Hydrema og Tibnor udmøntet sig i en faglig sparring, der er med til at sikre mere effektive arbejdsprocesser og et stærkere og bedre slutresultat:
- Med Tibnor har vi opnået en fagligt stærk partner, som vi ugentligt sparrer med omkring optimeringsmuligheder og materialer. Det betyder, at vi hele tiden kan fintune detaljerne i vores produktion, så vi både sparer tid og ressourcer. Men vigtigst af alt, så har vi med Tibnor en betroet samarbejdspartner, der ligesom os selv værdsætter udvikling fremfor afvikling. Og så gør det naturligvis heller ikke noget, at vores ordreliste er samlet hos én leverandør fremfor flere, lyder det fra Marianne Frank Mogensen.
Markedsførende entreprenørmaskiner kræver markedsførende stål
Med mere end 500 medarbejdere fordelt på afdelinger i ind- og udland, sælger Hydrema entreprenørmaskiner til hele verden. Siden virksomhe-dens grundlæggelse i 1959 har Hydrema-brandet været kendetegnet ved entreprenørmaskiner af absolut højeste kvalitet. Derfor bliver der også sat store krav til de mere end 200 leverandører, der leverer dele til Hydremas produktion i Danmark og Tyskland.
- For at sikre den bedste kvalitet i vores maskiner, er det afgørende for os at samarbejde med markedets bedste leverandører. Vores ordreliste spænder bredt fra plader til rør og stang, og i den sammenhæng har det været en stor gevinst at samle ordrelisten hos Tibnor, hvor vi ikke behøver stille spørgsmålstegn ved kvaliteten. Samtidig har vi med stor tilfredshed gjort brug af Tibnors rådgivning, som har været med til at udfordre os på, hvordan vi kan optimere vores forretning med introduktion af nye og bedre produkter, forklarer Marianne Frank Mogensen.
Som en del af SSAB-koncernen kan Tibnor tilbyde markedet bredeste og dybeste sortiment af kvalitetsstål – og det er belejligt, når man er vant til, at kunder stiller store krav til produktkvaliteten. Sådan lyder det fra Key Account Manager hos Tibnor Ole Mårtensson, der gennem flere år har samarbejdet med netop Hydrema:
- Vores alsidige sortiment af specialstål som eksempelvis SSAB’s multisteel eller Ovako-kvalitetsprodukter som M-stål er med til at optimere produktionen og sikre færre reklamationer og produktionsstop. Sådanne produkter udspringer jo fra en efterspørgsel hos kunder, der ikke vil gå på kompromis med kvaliteten, siger Ole Mårtensson og fortsætter:
- Hos Hydrema er vi blevet mødt af enormt høje kvalitetskrav, som for alvor tryktester vores produkter, og det er vi faktisk rigtig glade for. For med deres feedback og input kan vi forbedre vores egne produkter. Så det er enormt positivt, at virksomheder som Hydrema stiller krav til sit stål, for det holder os oppe på dupperne, lyder det fra Ole Mårtensson.
Gensidigt partnerskab med output hos begge parter
Siden samarbejdets etablering for mere end 40 år siden er det altså ikke kun Hydrema, der har oplevet værdi af det nære samarbejde. Hos Tibnor har dialogen også ført til en faglig sparring, som har været med til at optimere arbejdsgangene.
- Samarbejdets ærlige tilgang har givet os input til, hvordan vi kan forbedre vores daglige arbejde. Derudover bliver vi også klogere på, hvordan vores produkter kan indgå i forskellige sammenhænge, og det er input, som er særdeles værdsatte hos vores specialister, der rådgiver et utal af virksomheder i det daglige. Så der bliver så sandelig lyttet, når Hydrema eller andre kunder kommer med feedback og idéer, fortæller Key Account Manager hos Tibnor Thomas Sørensen, der ligeledes har arbejdet tæt sammen med Hydrema.
Han hæfter sig ved, at dialogen er den korteste vej til værdiskabelse i en branche, der ofte er fokuseret meget ensidigt på faktorer som leveringstid og pris:
- Vi vil altid gerne tage dialogen med kunden om, hvordan vi i fællesskab kan optimere produktionen. Leverance og pris er naturligvis essentielle parametre i markedet, men mange virksomheder holder sig ofte til rutiner og faste materialevalg og indser dermed ikke, at der potentielt kan gemme sig store besparelser i at skifte til andre stålkvaliteter. Derfor vil vi gerne være med til at rådgive om, hvilke knapper der kan skrues på, for at forbedre forretning, siger Thomas Sørensen slutteligt.