The natural choice
Nærværende ledelse i en anderledes tid
Som salgschef for intern salg, er Allan Mølgaard normalt rundt på lokationerne Aalborg, Silkeborg, Taulov, Odense og Vallensbæk hver uge. I denne Covid-19 tid holder bilen i garagen og dagligdagen foregår fra hjemmekontoret i Vejle.
Vi har spurgt Allan, hvordan han driver nærværende ledelse på afstand og han forklarer, at der er meget tæt kontakt via de gængse kontaktflader som telefon, men også via Skype og Teams og især chat.
- Vi har opdaget en ny chatfuntion i vores teleklient – så det kan godt bimle og bamle lidt på hjemmekontoret, fortæller Allan, og fortsætter:
- Vi kører vores opfølgningsmøder i teamet hver uge, hvor vi deler information og vender emner fra ugen, men vender også tilbage til ting, vi endnu ikke har løst. Derudover holder jeg et ”Bordet rundt” møde hver uge, hvor der ikke er nogen fast dagsorden, og jeg har mixet de interne sælgere i lidt mindre grupperinger på tværs af lokationerne. Der har alle taletid, og der bliver vendt løst og fast og givet virtuelle high-fives. Det har skabt tættere relationer på tværs af teamet og en øget forståelse for hinandens opgaver og dagligdag. Vi er jo Salg, og der vil man gerne ‘sole’ sig i den gode historie, og en god ordre giver blod på tanden hos de andre kollegaer. Man kan sige, at vi låner lidt af hinandens succeser på ”Bordet rundt”, nu hvor vi ikke fysisk sidder sammen.
Alt i alt er Allan Mølgaard positivt overrasket over, hvor godt hverdagen fungerer i teamet.
- Jeg havde forventet en del flere udfordringer, end vi egentlig har haft, men forandringsparatheden stammer nok fra en hverdag, hvor vi arbejder fra mange forskellige lokationer og ikke altid har vores kollega eller leder ved siden af sig, og selv finder en løsning. Jeg må erkende over for mine sælgere, at det ikke er nemt at få en hjemmeundervisning, en glødende telefon og en tilbuds-kabale til at gå op i en højere enhed på samme tid, men de gør det virkelig godt!!
På trods af alternative tiltag, som har været med til at holde sammen på salgsorganisationen de seneste måneder, understreger Allan, at alle ser frem til en mere "almindelig" hverdag:
- Der er vist ingen tvivl om, at vi alle savner larm og jubel fra kollegerne i baggrunden, når en god ordre er landet, og glæder os til fysisk at være tilbage på kontoret igen.
Kontakt os i dag
Hos Tibnor drives vi af at gøre en forskel for vores kunder. Sammen gør vi nemlig den nordiske industri stærkere. Hvad kan vi gøre for dig?
Kontakt os